Indbrud hos københavnsk låsesmed

Natten til torsdag var der indbrud hos City Låsesmed i Rødovre. Tyvene forsvandt med store dele af lageret, og indtil videre står politiet uden spor i sagen. City Låsesmed, der også har afdelinger på Nørrebro og Frederiksberg, har aldrig før oplevet indbrud eller i det hele taget hørt om indbrud hos en låsesmed. ”Det giver jo ingen mening, siger direktør Henrik Andersen temmelig irriteret.

Låsesmedens lager var relativt værdifuldt

De færreste tænker over, hvad der ligger på lager hos en låsesmed, men det har de ukendte gerningsmænd uden tvivl været klar over. Der er gået målrettet efter de lidt dyrere varer som alarmsystemer, overvågningskameraer og adgangssystemer. Varernes værdi er endnu ikke opgjort, men låsesmeden vurderer, at der er forsvundet varer til en værdi af over 400.000 kr.

Det kan i sig selv virke grotesk, at tyvene stjæler varer, som netop bruges til at imødegå tyveri, men politiet vurderer, at varerne relativt let kan omsættes i kriminelle miljøer, hvor man også i udpræget grad bruger overvågning og sikring af egne værdier. ”Tyv tror andre stjæler” som man siger, og i denne sammenhæng må det jo siges at holde stik.

Mange niche-tyverier i Københavns-området

Der er den senere tid sket en del specielle tyverier rundt om i København, hvor mere utraditionelle varer er stjålet. Bl.a. mistede en mindre bæltespænde-producent forleden en større mængde spænder, og en antikvarboghandler på Nørrebro fik sidste uge stjålet sjældne bøger og litografier til en samlet vurderet værdi på over 1 million kroner. Politiet mener dog ikke umiddelbart, at der er sammenhæng i hændelserne.